Fremtidens Plejehjem til Paris

Fremtidens Plejehjem er blevet udvalgt til at blive præsenteret som indledningen til en konfenrence med den overordnede titel "At bo og leve i morgendagens plejebolig". Her vil der udover det danske projekt, blive præsenteret projekter fra henholdsvis USA og Frankrig. Formålet er at skabe en debat om, hvorledes fremtidens ældre skal bo samt udveksle erfaringer.

Vært for konferencen er FHF, den franske forening af offentlige hospitaler og plejehjem. Samtidig med konferencen afholdes en messe, Salons de la Santé et de l'Autonomie, hvor en "model" af en dansk plejebolig bestående af et sove/opholdsrum, et køkken samt et badeværelse vil blive bygget op. Modellen, der vil være inspireret af projektet Fremtidens plejehjem i Aalborg, organiseres af Ambassaden i Paris og Dansk Rehabgruppe.

Både den franske sundhedsminister, Marisol Touraine, og hendes minister for ældreområdet, Michèle Delaunay, vil være blandt de besøgende på messen, som finder sted i dagene fra d. 28.-30. maj i Paris.

Op mod 60.000 plejehjemspladser vil om få år mangle i Frankrig, som allerede nu investerer massivt i ældreområdet. Alene i 2013 er der afsat fire procent ekstra på budgettet til forbedring af indsatsen på ældreområdet herunder til opførsel og renovering af plejehjem. Derfor er det yderst aktuelt, at Frankrig får kendskab til de nyeste danske tanker og løsninger inden for ældrevelfærd - specielt når kvaliteten af de danske velfærds- og sundhedskompetencer inden for ældreområdet i forvejen er velkendte i Frankrig, hvor Danmark nyder stor anseelse.