Iværksættertip: Risiko er vejen til succes

Efter 7 år som iværksætter i Cosina har jeg lært mange ting, men den vigtigste har jeg først lært inden for det seneste år. Nemlig at man på et tidspunkt skal satse eller risikere noget og komme derud hvor det enten stikker af eller gør ondt.

De første seks år har vi kørt forretningen meget konservativ og stram for ikke at risikere for meget på bundlinjen. Der er blevet eksperimenteret med forskellige markedsføringstiltag der i sig selv var nyt og satset, men som ikke var for lånte penge eller noget der kunne give et stort minus på bunden. Deraf lærte jeg en masse om effektiviteten af disse tiltag, men ikke så meget om selve forretningen og DNA’et i forretningen.

Det var først i 2021, hvor branchen stadig var hårdt ramt af Covid-19 pandemien, at vi tog beslutningen om at se, hvad man kunne drive forretningen til med den valgte strategi. Vi investerede et stort beløb i et nyt kontor med showroom og ansatte vores første fuldtidsmedarbejder. Det skulle tage forretningen til et nyt niveau, salgsmæssigt og brandingmæssigt. 

Fortsatte efterdønninger af pandemien, samt en galoperende inflation og krig i Ukraine betød at vi ikke har set det fulde potentiale af investeringerne. Men vi har lært utroligt meget om forretningen siden vi tog springet, hvilket har resulteret i flere (forhåbentlig) rigtige beslutninger, som har gjort forretningen stærkere og mere profitabel. Vi er blevet meget klogere på, hvordan man laver så stort et projekt, som det er at lave et showroom. Og vi har lært en masse omkring likviditetsstyring og omkostningsstyring, ikke mindst i ustabile tider med høj inflation.

Sidst men absolut ikke mindst har vi lært meget om vores målgruppe, fordi vi tog skridtet fra 100% online forretning til delvist online/offline forretning. Når du kan se, hvilke kunder der kommer ind i butikken, og du snakker med dem om deres forretning og ønsker, finder du hurtigt ud af hvem din målgruppe er, og ikke mindst hvad de gerne vil have. Dette er det absolut vigtigste for din forretnings succes.

Med det seneste år i bakspejlet, kan jeg altså konkludere, at det først er når man sætter noget på spil, at man finder ud af hvem man er som virksomhed eller brand og hvem ens målgruppe er. Og det tvinger en til at lære nye forretningsområder at kende, hvilket man kan bruge i sin nuværende position, men også senere i karrieren, hvis man vil prøve noget nyt.

Derfor kan jeg kun anbefale alle nye iværksættere, at man, særligt i starten, skal sætte det hele på ét bræt og giver det chancen for succes. Hvis det bliver en succes, har man ikke spildt en masse år på at underpræstere, og bliver det en fiasko, sparer man en masse tid på det der alligevel ville blive en dødssejler. 

Jeg er bare glad for, at vi endelig fandt ud af, at vi faktisk gjorde mange ting rigtig i de første seks år, og nu kan skrue lidt på nogle bestemte knapper og få en bedre forretning ud af det når vi kommer ud af den ventende recession.